Artikel
Opret kommentar til denne artikel
Flot bane i naturskønt ferieområde

Den kun fem år gamle 18 hullers bane i Aabenraa Golfklub er en stor fornøjelse på alle mulige måder. Banen præsterer lige under dansk mesterskabsbane-niveau i området på Løjt nordøst for Aabenraa, og dét er der ikke mange, der har opdaget endnu. Klubben tæller i omegnen af 700 medlemmer, og derfor er der ret meget plads, billig greenfee og generelt banedesign på højt niveau i Aabenraa Golfklub.
Banen er blevet skåret ud i bakkelandskabet med udsigt over Lillebælt og Als, og den er tro mod alle de naturlige elementer, højdeforskelle og gamle læhegn. Det er en åben bane, og vinden kan være en faktor. Der er alle de nødvendige faciliteter og en børnebane, en kort pitch-and-putt-fornøjelse, tæt på det lille klubhus, som i løbet af 2011 bliver skiftet ud med et helt nyt, større klubhus til godt 5 mio. kroner med udsigt over de spektakulære huller 9 og 10. Det er vel et naturligt tegn på, at klubben – som nyder godt af sommerhusejernes distancemedlemskaber i familievenlige, idylliske Løjt – er i vækst. Det er en dejlig tendens i krisetider, og et reaktion på at banen er god, men stadig lidt hemmelig. Vi anbefaler den dog på det varmeste.
Aabenraa Golfklub er sådan et sted, hvor man bliver mødt med et skulderklap, en sludder og en varm kop kaffe fra shoppens engagerede driftschef, der har droppet pensionisttilværelsen for golf, golf og atter golf. Der er ro på terrassen, gode tips i baneguiden og en masse fine detaljer i driften som studenterrabat, tilbagebetaling af indskud osv.
Aabenraa, der måler 5.600 meter fra gul tee (dog par 71), åbner ellers med tre lange huller, hvor driveren næsten per automatik kommer i spil. Fairways har en perfekt svampet overflade, som altid giver et godt lie, og banedesignet er bygget op efter klassiske risk-reward-elementer. Hullerne løber naturligt i kuperet terræn, som sætter krav til forskellige stance-udfordringer, hvis man kommer uden for det tiltænkte spilforløb. Det går igen på dejligt kuperede greens, hvor man glæder sig over udfordringen og accepterer tre-putts, som kommer efter aggressive linier mod cuppen.
Det virkelige udfordring kommer omkring greens – og hvis man omvendt skal sige en enkelt negativ ting om banen, så er det, at banen er ret åben og ikke straffer fejlene hårdt nok i det lange spil på bag-ni. Derfor er det omkring greens, at banen begynder at vise tænder med forhøjede greens, store aflange varierede greens, svære indgange, mange dybe bunkers (som seniorer ikke bare kan chippe ud af), svære pindplaceringer og kuperede putts, der breaker til alle sider. Heldigvis er greens ligeså velholdt som resten af banen! Bløde og jævne.
Foruden det korte hul 16 på bare 99 meter, så er de to huller omkring det nye klubhus klart banens signaturhuller. Hul 9 er et blødt s, hvor drivet går ud igennem en åbning i et læhegn, ned mellem to bunkers med store områder af sø, heavy rough og sump som beskyttelse af en højtliggende green. Et meget svært hul at redde par på. Hul 10 derefter er et 131 meter nedadbakke scenisk hul over en stor sø. Jeres signaturer spillede hul 10 i modvind og kunne ikke finde længden på slaget. Vi skulle have lyttet til proens tip i baneguiden: ”husk ned ad bakke slag er et hjern mindre end normalt.”
På bag-ni er der lange motorvejshuller, korte par 3, og så er der faktisk to huller, hvor de langtslående kan nå det med et godt drive. Banens stand er en stor hjælp for alle, men generelt integrerer et banedesignet alle aldre og handicap. Hvor svært kan det egentligt være?
Besøg golfbanen her
Opret kommentar til denne artikel
Vind Pro-Am hold på ECCO Tour - læs mere og deltag22. juli 2010 18:07
Nyhedsarkiv