Artikel
Opret kommentar til denne artikel
Fantastisk alsidigt banemateriale i Ikast
Anmeldt af: Simon og A.P. Christensen

Ikast Golfklub rummer en kuperet 18 hullers skovbane, en Par 3-bane med seks huller (som snart bliver en pitch-and-putt), og en 9 hullers rated pay-and-play-sløjfe med både par 4 og par 5-huller. Banen er samlet set en fornøjelse. Der er masser af gode gåture i det midtjyske højland, og mens man forventer et fladt hedelandskab, får man et kuperet terræn, hvor golfslag og lies udfordrer spilleren til at hente de kreative, modige eller endog kloge slag frem, som man måske ikke vidste, at man havde...
Faciliteterne omkring det ellers nydelige klubhus er mere funktionelle end hyggelige, men servicen er i top. Cafékulturen er ikke klassisk skotsk, men udbyder det basale, mens sekretariatet i fraværet af en rigtig proshop har et småt, men anvendeligt sortiment. Informationsniveauet er højt, og greenfeepriserne er fordelagtige. Banen er i almindelig god stand - greens var topdressede, men jævne og tog fint imod, mens banen uden at være prangende glimtvis havde dejlige, bløde svampede fairways.
Allerede fra hul 1 starter udfordringerne for alvor med et relativt langt par 5; banens sværeste hul, med et udslag mod en smal passage på fairway - out of bounds i spil - og en altslugende sø, som dækker det meste af fairway fra 100 til 30 meter før green. Vær glad, hvis du scorer point, eller tag det roligt og start ud med et langt jern i stedet for driveren. Bunkers er placeret alle de rigtige steder, forhindringer lægger op til mere end snusfornuftig course management, mens greenbunkers er dybe og har skarpe kanter, som kan give rigtigt dårlige lies. Flere steder kan man benytte trapper for at komme ned i sandet; en enkelt er endog dækket med bjælker op mod green. Det er rigtige britiske "sandfælder", dødsensfarlige og ofte skjulte fra 150 meters afstand.
Igen fra hul 3 starter forhindringerne både et scenisk dogleg venstre med udslag 15-20 meter over fairway, mens hul 4 med sine blot 253 meter (par 4 fra gul tee) indbyder langtslående til at gå efter greenen. Hul 5 er - ligesom et andet par 5 hul, nummer 10 - langt og ret bredt, og der manglede forhindringer i udslaget og igen før green. Hul 6 med sine blot 234 meter indbyder også til at drive efter den, men det hul spilles noget længere på grund af højdeforskellen, og den kæmpe, dybe bunker lige før green. Hul 7 spiller 354 meter, et lille sving mod venstre, mens fairway hælder højre, og de sidste 70 meter går det direkte op mod en høj green. Et fantastisk hul, der som minimum burde have været ratet sværere end hul 5. Hul 8 er et blindt par 3 på bare 110 meter - men det skyldes igen, at slaget skal sendes 15 meter op mod en eleveret green. Der er så mange slag, så mange varianter, course management, og udfordringer på alle niveauer, på de første otte huller. Intet er overflødigt, og der er få slag man ikke skal koncentrere sig om, og få slag, man tilsvarende ikke finder stimulerende, når man endelig får succes med dem. Rigtig god, kreativ golf!

Kendetegnet for greens er, at de tit er enormt store - ofte kuperede uden at være egentlige plateaugreens, som med rimelighed straffer sløsede putts og læsning med et tre-putt. Hul 10 starter igen blot 260 meter par 4, men et par søer i fairway og out of bounds i højre betyder, at det er et hul, man hellere sikkert vil dele i to, mens den efterfølgende gåtur frem til tee 11 på 450 meter er en ægte "killer", inden et enormt motorvejshul af en par 5 på 476 og et langt, bredt par 4 igen vækker driveren, men ikke rigtigt straffer den. De fire midterste huller sætter på den måde mere krav til konditionen og styrken, end kreativiteten. Men efter en velfortjent pause, starter udfordringerne igen på de sidste seks huller.
Hul 13 er et tricky par 3 på 131 meter med kuperet green og et i vinden svært approach. Hul 14 er et langt par 4, hvor pind placeringen kan betyde, at det bliver svært at komme tæt på, mens hul 15 igen er et 258 meter par 4, som spilles lidt kortere på grund af et lille dogleg på de sidste 50 meter, og endnu en farlig green med kurver. De korte par 4 huller er signaturen på Ikastbanen. Afslutningen går over et langt par 4, et langt par 3 og et kort, lækkert hul 18 (par 4, 292 meter) hvor udslaget mod et stort sving på fairway er blindt, men alligevel fornuftigt risk-reward.
Ikast er varieret, og forfordeler først og fremmest kreative golfere med lavt handicap og de kloge højhandicappere, der kan holde bolden i spil. Powerhitteren vil derimod nok få det sjovt, men ikke få så mange point ud af turen. Vi giver de varmeste anbefalinger til banen.
Klik her for at gå til Ikast Golfklubs hjemmeside
Klik her for at gå tilbage til Baneanmeldelser
Opret kommentar til denne artikel
Fin variation på de fire sløjfer i HjørringMidtsjællands GolfklubViborg GolfklubRanders Fjord GolfklubNæstved GolfklubNye udfordringer i HillerødLinks uden hav i IshøjSkynd jer til Sorø...Vind tur fantastisk tur til Gleneagels i Skotland hvor ET spiller i august og spil King og Queen Course21. september 2009 10:09
Nyhedsarkiv