Artikel
Opret kommentar til denne artikel
Golf ved vandet i Holbæk
Anmeldt af: Lisa Rasmussen & Margit Zetterquist

Hvis man kan lide havudsigt, kan man næppe finde en bedre bane end Holbæk Golfklubs, hvor vandet kan ses fra samtlige huller. Allerede når man kører op til klubhuset, får man fornemmelsen af vandet og strandlandskabet, der gør dette golfanlæg til noget af det nærmeste, man kommer en ægte linksbane her i landet.
I klubhuset skriver man sig selv ind i gæstebogen, ordner sin greenfeebetaling og melder sin ankomst på Golfboxstanderen. Baneguiden køber man i sekretariatet i en sidebygning ved siden af Golfstore proshoppen, der er lille men velassorteret. Udenfor mødte vi et venligt klubmedlem, der smilende anbefalede os at medbringe rigeligt med bolde. "Roughen er nemlig ikke klippet i år. Men der er ingen rough på fairways", forsikrede han os. Vi checkede lige beholdningen.
Lige ved siden af 1. tee ligger driving range og hvad der må være landets smukkest beliggende indspilsgreen. Der er gratis bolde på rangen, hvor der er tilpas mange måtter (som dog har kendt bedre dage) til de mange klubmedlemmer og gæster, der ville ud på banen denne dejlige solskinsdag. En pæn stor putting green ligger ud for klubhusets terrasse.
Som på enhver linksbane består forhindringerne i rough, mange bunkers og en allestedsnærværende vind, og på et par enkelte huller er lidt vand i spil. Vi spillede i jævn søndenvind, nok til at få den rigtige fornemmelse af dens betydning for spillet, men heldigvis ikke mere end vi kunne styre boldene nogenlunde. Man kan godt forestille sig, hvordan en kraftig vestenvind vil forøge banens sværhedsgrad ganske betydeligt.
Det er lykkedes at skabe en smuk og afvekslende bane i det temmelig flade landskab. De første otte huller og hul 18 ligger på landsiden omkring klubhuset, mens hullerne 9 til 17 ligger på en holm, der er forbundet med en smal landtange. Banen er forholdsvis kort (5315 m fra gul, 4607 fra rød), og alle huller har en passende længde i forhold til deres rating. Som sagt har man udsigt til vandet overalt, så det er andre forhold, der gør nogle af hullerne særligt spektakulære. Hul 5 er et kort par-3 med en interessant kæmpebunker foran med tre høje roughklædte 'øer', som man ikke skal lande bag.
På to af hullerne er drivet over vand. Det gælder det pænt lange hul 11, et par-3 på 154 m fra rød og 166 fra gul, hvor bolden skal flyves over vand helt til green, hvis man ikke vil bruge to slag og gå omvejen ad landsiden. Den mulighed får man ikke på 18. hul, hvor teestederne er lagt på en forhøjning ude i vandet med en udslagsmåtte. Her skal bolden dog kun flyves 83 m fra rød og 109 m fra gul, men med tee'en i en måtte, kan det godt give lidt urolige nerver. På afslutningshullet er der desuden en gul vandhazard langs højre side og foran green - en smuk afslutning lige ved klubhusets terrasse.

Overalt er greens meget velplejede og ganske hurtige, og de er bestemt ikke alle lige nemme at læse. Fairways er brede - om end ikke altid brede nok, så den berygtede rough undgår man ikke at besøge - og de fleste i fin stand. Men nogle af hullerne på holmen har svært medtagne fairways, hvor mange områder er afmærket med blåt. Det er naturligvis en skønhedsplet på den ellers meget velholdte bane, men det er nok svært at undgå skader på græsset så tæt ved saltvandet omkring, og afmærkningerne hjælper tilstrækkeligt til at skaderne ikke væsentligt forringer spillet.
Restauranten er stor og velindrettet med rimelige priser, og der er et fjernsynshjørne, hvor en del slog sig ned for at følge The Open - på en anden linksbane. Banen var af gode grunde velbesøgt, og fra klubhusets terrasse kunne man nyde den strålende udsigt og i øvrigt glæde sig over, at mange juniorer brugte deres sommerferie i klubben, både på banen og på putting greenen bagefter.
Holbæk Golfklub er et sted, man virkelig ønsker at komme tilbage til. En bane, der fortjener at blive spillet i mange slags vejr, fordi den altid vil kunne overraske.
Klik her for at gå til Holbæk Golfklubs hjemmeside
Klik her for at gå tilbage til Baneanmeldelser
Opret kommentar til denne artikel
Værebro GolfcenterDydens smalle vej i VærebroBreinholtgård - Et gennemført, rummeligt og troværdigt golfanlægGilleleje GolfklubGensyn med Gyldensteen Golf ClubSkøn sommerferiestart i VejleDet bugter sig i bakke og dal i KvanløseAfveksling og vind i HimmerlandVind tur fantastisk tur til Gleneagels i Skotland hvor ET spiller i august og spil King og Queen Course6. august 2009 16:08
Nyhedsarkiv