Artikel
Opret kommentar til denne artikel
En på opleveren i Vejle
Anmeldt af: John Søften Sørensen & Nicolas Kristensen

Endelig kom chancen for at spille Vejle Golf Club, og det var med stor spænding imødeset om banen ville leve op til sit gode ry og rygte. Turen til banen går igennem et helt almindeligt industrikvarter, men når man drejer fra mod banen, og kører ind i bøgeskoven, er man ikke længere i tvivl om, at der venter en helt speciel oplevelse. Banen og klubhuset ligger flot pakket inde i bøgeskoven og er med til at skærpe lysten til en god runde golf.
Man fornemmer hurtigt, at der er tale om en klub med faciliteter af høj standard. Check in sker nemt og smertefrit. Scorekortet printes med alle nødvendige informationer om spiller og slag fortrykt på kortet. Skulle man mangle lidt udstyr inden runden findes der også en veludrustet Pro-Shop med et stort udvalg i både udstyr og beklædning.
Mulighederne for at varme op inden runden er optimale i Vejle. Der er frie træningsbolde for medlemmer og green-fee gæster på driving rangen, hvor der slås fra måtter. Lige før driving rangen findes en stor indspilsgreen med tilhørende bunkers og god plads til at øve selv lidt længere indspil. To gode og store Putting greens ligger placeret på den anden side af klubhuset tæt på de tre tee-steder der hver markerer starten på hhv. Rød, Blå og Gul sløjfe.

Vejle råder over tre 9 hullers sløjfer og dagens runde var kombinationen af rød og blå sløjfe, der for begge sløjfers vedkommende hovedsageligt består af skovhuller. Dagens første hul på rød sløjfe er et forholdsvis langt par 5 hul med handicap nøgle 2. Det kan virke som en barsk start, men som noget karakteristisk for Vejle er hullerne på trods af at være skovhuller meget varierende i bredde og længde. De veksler mellem at være brede huller med masser af plads til et amatørslice, til smalle huller hvor tungen skal holdes lige i munden, for ikke at ende ude blandt de smukke bøgetræer langs begge sider af fairways. Der er således masser af plads fra tee og hele vejen op til green på første hul og dermed helt efter bogen gode muligheder for at få en god start på runden.
Der er masser af gode huller i Vejle og dagens første store "wauw" oplevelse kom på rød sløjfes hul 7. Et smalt par 4 igennem en dal med høje træer i begge sider af fairways og et kæmpestort bøgetræ midt i fairway 157 meter fra gul tee med et svagt dog leg højre efter træet. Andet slaget, hvis man er så heldig at komme forbi bøgetræet i første slag, er direkte mod en nærmest ø-agtig green for ende af dalen. Visuelt et meget flot golfhul som så mange andre huller i Vejle.
Banens signatur hul er dog uden tvivl hul 4 på blå sløjfe. Det var faldet forfatterne for øre, at især et enkelt af banens huller bød på et udslag fra et højt punkt over fairway. Men hold da op - vi var ved at tabe både øjne, øre, mund og næse da vi ankom til tee stedet. Hvilket fantastisk syn og ikke mindst fornemmelse at se bolden flyve (eller nærmest falde) fra tee stedet for at lande midt i fairway 230 meter ude og "100 meter" nede i forhold til tee stedet. Sådan føltes det om ikke andet, da højdeforskellen fra tee til fairway virkelig er stor i forhold til normalt på vores breddegrader.
Generelt er Vejle en velholdt bane med et godt, afvekslende og udfordrende layout. Greens er i god stand og tager blødt imod boldene ved indspil. Boldene ruller endvidere jævnt og hurtigt. Da greens samtidigt er godt kuperede, skal også putteren være varm for at redde en god score i Vejle.
Baneguiden er god og har man endvidere en skycaddie til rådighed, er man godt hjulpet i Vejle. Der findes enkelte blinde slag på nogle af hullerne, hvor man vil have haft god brug for hjælp af en lokal medspiller med gode råd om sigtelinje og spilleretning. De blinde slag er dog ikke flere eller værre, end at man allerede ved anden runde på banen ikke vil tænke over det, da der ofte er god plads på den anden side af "forhindringen".
Humøret var i top efter runden takket været en bane af høj kvalitet og masser af, undskyld udtrykket, fede golfhuller. Tilbage i klubhuset ventede et besøg i restauranten, der tilbyder et velassorteret menukort med alt fra en sandwich til golfbagen til en gourmetmiddag. Vi valgte en klassisk kylling-bacon sandwich og blev ikke skuffet. Den var flot anrettet og smagte godt.
Slutteligt kan vi kun glæde os over, at vores egen klub har fået lavet en greenfee aftale med Vejle. Vi kommer helt sikkert på besøg igen. Har du ikke spillet banen endnu, er det bare med at komme af sted. Der venter dig en på opleveren i Vejle!
Klik her for at gå til Vejle Golf Clubs hjemmeside
Klik her for at gå tilbage til Baneanmeldelser
Opret kommentar til denne artikel
Gilleleje - En perle i NordsjællandDet tangerer seaside i HolbækVind tur fantastisk tur til Gleneagels i Skotland hvor ET spiller i august og spil King og Queen Course27. maj 2009 08:05
Nyhedsarkiv