Loading

Skrevet af Thomas Ovesen 15:30 19-06-2012

CANTLAY TURNER PRO

Et kæmpetalent. Så kort kan det siges. Patrick Cantlay har allerede vist sig, som værende fuldt på højde med de dyre drenge på PGA turen, og nu tager han så det sidste skridt ind i ’de voksnes rækker’ – han turner pro.

Cantlay har i sin amatørtid opnået stor mediebevågenhed. En håndfuld prestigefyldte college-golf priser blev suppleret med store overskrifter, da han efter en 1. runde i 60 slag (banerekord og den laveste amatør-runde i PGA turens historie) førte Travelers Championship med fire slag i 2011.

Han måtte se sig slået i kampen om at blive ’low amateur’ (bedst placerede amatørspiller) i den netop afsluttede U.S. Open i San Francisco. Jordan Spieth, der spillede de to finalerunder i én under par, løb med titlen; men Cantlay vandt den i sine to første majordeltagelser: Sidste års U.S. Open (delt 21. plads) og dette års udgave af The Masters (delt 47. plads).

--> Læs også: US OPEN NOTER

20-årige Cantlay er også på startlisten til dette års British Open. Hans 1. plads på verdensranglisten for amatører i 2011 kvalificerede ham til 2012-udgaven på Royal Lytham & St. Annes.

Debuten som professionel bliver allerede på torsdag, hvor han deltager i Travelers Championship, og i de følgende uger spiller han også i AT&T National og Greenbrier Classic. Og så er det altså alvor. For derefter har han kun seks mulige sponsorinvitationer tilbage i resten af sæsonen.

Det må anses for en selvfølge, at Cantlay får disse invitationer, og det er nok mere et spørgsmål om, hvilke turneringer han vælger at spille. Målet er en direkte kvalifikation til PGA turen, så han slipper for at skulle bruge den berygtede Q-school som springbræt.

Andre stortalenter som Dustin Johnson, J.B. Holmes, Bud Cauley og Rickie Fowler har taget netop denne smutvej, men den er snart en saga blot. Som vi har skrevet om før her på teetime.dk, bliver reglerne lavet om, så kvalifikation via Nationwide turen bliver eneste mulighed for adgang til de hellige haller på PGA turen.

Manageren Mark Steinberg, der bl.a. repræsenterer Tiger Woods, har taget Cantlay under sine vinger, men der er endnu ikke underskrevet nogle guldrandede sponsorkontrakter, så Cantlay forventes at troppe op på 1. tee på torsdag med sin UCLA bag og en kasket fra sin hjemmeklub i Virginia. Det varer nok ikke længe!

NYHEDER

Nyeste blogindlæg

Nyeste blogindlæg