Loading

Skrevet af Henrik Levysohn 08:04 15-06-2012

- DET ER ET SKAKSPIL

Anders Hansen leverede en glimrende præstation i første runde af US Open på den svære bane ved San Francisco, hvor han kunne notere en runde i 72 slag (+2), hvilket placerer ham på en delt 23.-plads. Hansen gik i en af de sene eftermiddagsbolde, hvor forholdene havde gjort banen vanskeligere, men han placerede slagene med stor klogskab. 

- Jeg er selvfølgelig tilfreds med runden. Jeg drivede bolden godt og lavede ikke de store fejl. Det er et skakspil derude. Man er nødt til at være på den rigtige side af pindende, ellers bliver man straffet hårdt. Banen er blevet væsentlig hurtigere siden træningsrunderne, sagde Anders Hansen efter runden, som indeholdt en enkelt birdie.

Den kom på 13. hul, hvor det ellers så ud til, at Hansen havde slået for langt. Men i stedet for at rulle af green ramte Hansens bold Branden Graces bold og stoppede tæt på hullet.

- Det var svært at se præcis, hvad der skete fra hvor vi stod, men jeg ser godt, at den rammer min spillemakkers bold. Man skal også være lidt heldig. Jeg lavede nogle pars, som burde have været bogeys, men også nogle bogeys, som nemt kunne have været pars, sagde Anders Hansen, som i morgen skal spille fra morgenstunden, hvor scoringsbetingelserne ofte er mere gunstige.

- Det er svært at sige, hvordan banen kommer til at spille i morgen tidlig. Det afhænger fuldstændig af, hvad de vælger at gøre ved den. Men nu har scores jo været relativt gode i dag, så mon ikke de vil gøre det endnu sværere, sagde Anders Hansen.

Anden runde af US Open kan følges direkte på Viasat Golf fredag fra klokken 22.00.

 

 

 

NYHEDER

Nyeste blogindlæg

Nyeste blogindlæg