Skrevet af Henrik Levysohn 00:31 9-06-2012
MCILROY FØRER I MEMPHIS
Rory McIlroy leverede fredag en imponerende 65'er i anden runde af Fedex St. Jude Classic, som spilles på TPC Southwind ved Memphis. Nordireren slog adskillige forrygende jernslag, og runden kunne være blevet endnu lavere, hvis det ikke havde været et par missede putts fra cirka en meters afstand.
McIlroy imponerede i særlig grad i det lange spil, og ikke mindst hans approach-slag på 16. hul var en fryd for øjet. McIlroy slog et syv-jern ind til det 485 meter lange par-fem hul, og bolden landede som en fjer ved flaget på trods af, at banens greens generelt er hårde i overfladerne.
Generelt virkede McIlroy i væsentlig bedre kontrol over sit spil, end han har været i de seneste tre turneringer, hvor han har misset cuttet. Dermed kan noget tyde på, at hans beslutning om at spille i ugen op til US Open har noget for sig.
Tre amerikanere deler andenpladsen ét slag efter McIlroy. Blandt disse er J. B. Holmes, der fredag leverede turneringens hidtil laveste runde i 64 slag.
John Daly gik fredagens runde i 69 slag, hvilket placerer ham på en delt 12.-plads, hvor også svenske Daniel Chopra befinder sig.
Tredje runde af Fedex St. Jude Classic kan følges direkte på Viasat Golf og Viaplay.dk lørdag fra klokken 21.00
