Skrevet af Michael Lermark 01:04 25-06-2012
LUCKY LEISHMAN
Australske Marc Leisham blev den noget overraskende vinder af Travelers Championship. Leishman gik sidste runde i fornemme 62 slag, og kom tidligt i klubhuset med -14 efter de 72 huller. Ingen og nok slet ikke Leishman selv havde forventet, at den score kunne rækkke til sejr eller bare et omspil.
Særligt da Charley Hoffmann efter birdies på 12. og 13. hul kom til -16, lignede det en afgørelse på turneringen. Men at alt kan se i golf, fik vi igen bevist denne søndag. På 17. hul shankede Charley Hoffman sit teeslag i vandet og gik derfra med en dobbeltbogey. Den fugte han op med en bogey på 18. hul og spillede dermed titlen ud af hænderne på sig selv.
Pludselig var Leishmans -14 igen en score der skulle regnes med og alt tydede på et omspil. Bubba Watson var en af de spillere der kunne nå til -14, men han slog sit drive på 15. hul, det korte par 4 hul, i vandet men fik dog reddet par. Kravet var en birdie på enten 16., 17. eller 18. hul, men det lykkedes ikke for Masters vinderen, der til slut måtte tage til takke med andenpladsen i -13.
Roland Thatcher, der har haft en mildest talt elendig sæson med kun to klarede cuts, var i førerbold med Brian Davis, begge begyndte finalen i -12, men Thatcher synes ude af kampen om sejren efter tre bogeys på de seks første huller. Men Thatcher kom flot igen med birdie på 7. hul, 12. hul og en eagle på 13. hul hvor han kom til -13.
Men Thatcher blev også offer for 15. hul, hvor han slog i vandet og endte med en bogey. En birdie på 17. hul betød dog, at en birdie på 18. hul ville fremtvinge omspil, men et ellers glimrende andetslag var bare en halv meter for kort og endte i bunkeren i stedet for ved siden af hullet.
Det blev bogey til Thatcher og da Brian Davis heller ikke formåede at score birdie på de to sidste huller, så endte det med en overraskende sejr til Marc Leishman, der måtte sidde to timer i klubhuset, før han fik vished for, at -14 var nok. Leishman blev kåret som årets roookie i 2009, men hans første sejr måtte han altså vente med til sin turneringen nummer 96.
Marc Leishmans 62’er var ikke engang dagens bedste score på TPC River Highlands, den stod Hunter Mahan for. Mahan var ude i første gruppe fra morgenstunden og han scorede ni birdies og ni par for en runde i 61 slag og gik fra sidstepladsen til en delt 11. plads.
Svenske Fredrik Jacobson var forsvarende mester og gjorde det aldeles glimrende i sit første titleforsvar på PGA Tour. Den 37-årige svensker gik sidste runde i 68 slag og endte på en fin 8. plads - hans første top ti i denne sæson.
