Skrevet af Michael Lermark 17:06 4-07-2012
GOLF I SLOVAKIET II
Her kan du læse anden del af artiklen om en nyt spændende golfdestination, nemlig Slovakiet og Black Stork Golf Resort som Teetime besøgte i maj måned. Du kan læse første del af artiklen ved at klikke på dette link.
Del 2
Der er muligt at leje udstyr på Black Stork Golf Resort, men det kan ikke umiddelbart anbefales. Personligt fik jeg en bag med køller fra tre forskellige udstyrsproducenter og en blanding af grafit og stålskafter og to af køllerne var damekøller. Retfærdigvis skal det siges, at en af mine kolleger, som fra start havde fået nogenlunde samme udstyr, efter en henvendelse i proshoppen blev udstyret med et helt nyt sæt køller. Men jeg tror ikke man skal regne med, at den går hver gang.
Kom nu til sagen, tænker du måske – fortæl om golfbanen! Ja ja – så skidt da. Der er som beskrevet, tre sløjfer af ni huller. De hedder henholdsvis Taylor Course, Braid Course og Wardon Course. Alle 27 huller har et særdeles spændende potentiale, om end standarden under vores besøg ikke var ud over det sædvanlige, altså ikke adskilte sig fra niveauet på en ganske almindelig dansk golfbane. Men potentialet er stort.
Med til historien hører selvfølgelig også, at Black Stork ligger i 700 meters højde over havet og bjergene er så tæt på, at man næste føler man kan række ud efter dem. Men det vil jeg frem til, at det faktisk ikke var så frygtelig mange uger før vores besøg, at den sidste sne forsvandt. I hele april kører området med tilbud om både alpint skiløb og golf – samme dag!
Man kan ikke tage fra oplevelsen, den fantastiske kulisse med Tatrabjergene i baggrunden – de kan ses over hele banen. Det er som sådan ikke meget galt med designet af de 27 huller, lige bortset fra 9. hul på Braid Course. Hullet er blot 287 meter, men landingsområdet er forsvindende lille, hvis du skal have et slag mod greenen. Et par birketræer nogenlunde midt i fairway og lige foran den brusende bæk man skal krydse i andetslaget, virker fejlplacerede.
Resten af banen er som sådan i orden, med mange varierede huller og mange af dem med små vandhazarder, på langs, på tværs og ved greens. Banen er ratet nogenlunde som min hjemmebane, hvor jeg som på Black Stork får 18 slag at rutte med. Og det var også den fornemmelse man fik af banen, som er svær, men ikke for svær hvis man slår gode slag!
Skal man finde noget at ærgre sig over, så må jeg erkende, at vi savnede en lidt mere dybdegående manicure af anlægget. Bunkers var ikke alle steder helt skarpe i kanterne, greens en smule ujævne og langhårede og flere teesteder var ret slidte. Vi blev dog forsikret om, at det dels skyldes tørke og del skyldes, at sæsonen stadig var ret ung og hvis vi kom igen om en måned ville vi se banen på et helt andet niveau.
Jeg kan under alle omstændigheder klart anbefale en tur til Black Stork Golf Resort, der kan nås fra Danmark med bil, eller fly via Krakow. Derfra enten taxa eller lejebil. Der er trods alt kun cirka 10-12 timers kørsel i egen bil til Black Stork fra Danmark, så det kan klar anbefales at prøve den løsning, måske i forbindelse med en biltur sydpå og så besøge Black Stork undervejs på ferien.
Området har nemlig har så utroligt meget andet at byde på, særlig oppe i bjergene, hvor der er store dybe grotter, flotte vandfald, trekkingruter i smukke bjerglandskaber, charmerende landsbyer m.m., og så er det rart selv at have bilen med. Også områdets flotte historiske ruiner, typisk af gamle borge på bakketoppe i ufattelige størrelser, er en køretur værd. Husk dog på, at grænsen for den tilladte mængde af alkohol i blodet i forbindelse med kørsel er som i Sverige, altså 0,2 promille.
Black Stork drives af et familieforetagende, hvor Jiří Hruška var manden bag og hans døtre Sylvia og Ivanka udgør den daglige ledelse. Og man kan mærke, at de virkelig brænder for at udvikle Black Stork Golf – og golf i al almindelighed i Slovakiet. Faktisk havde man håbet på at få en konkurrerende bane i området, for på den måde at have mere at tilbyde golfturister i området, men konkurrentens planer døde med finanskrisen. Nu overvejer familien Hruška om de selv skal forsøge at samle investorer, for at kunne starte en ny bane og klub op, bare en halv times kørsel fra Black Stork.
For at afslutte denne fortælling fra et for mig helt ukendte land, må jeg anbefale en restaurant i byen Poprad, ca. 10 kilometer fra Hotel International. Stedet hedder Víno & Tapas, hvilket var meget misvisende i forhold til den menu vi fik. En syv-retters gourmetoplevelse af de store. Det vil gå for vidt at beskrive det i detaljer, men indehaveren har ganske enkelt restaurant Noma i København som sit forbillede og i entreen hænger der da også et billede af Rene Redzepi sammen med den stolte ejer af Víno & Tapas.
Fik du ikke læst første del af historien om golf i Slovakiet, kan du klikke her og finde artiklen.
