Loading

Skrevet af Brian Nygaard Oswald 15:11 20-06-2012

AMATØR I MAJOR-REGELBRUD?

Den kun 17-årige amatør Beau Hossler imponerede stort i den netop overståede US Open. Efter tredje runde lå han med en realistisk vinderchance og udtalte selv med stor selvtillid, at han troede på at kunne vinde. En sidste runde i 76 slag medførte dog, at han endte på en delt 29. plads i samlet +9, hvormed han også missede sit mål om at slutte som bedste amatør, idet den 18-årige Jordan Spieth fik denne ære i samlet +7 efter en flot sidste runde i 70 slag (par).

Hossler var undervejs i lørdagens runde ude for en episode, hvor der var tvivl om, hvorvidt han havde pådraget sig straf. På 13. hul på Olympic Club kom Hosslers bold til hvile i en parallel vandhazard. Imidlertid lå den så godt, at han besluttede sig for at slå derfra. I tilbagesvinget ramte han dog noget græs, og spørgsmålet var, om der var straf for det?

-> LÆS OGSÅ: Ugens regeltip.

Det var der - heldigvis for Hossler - ikke, idet græsset var fastsiddende, og idet man ifølge noten til Regel 13-4 gerne må berøre fastsiddende græs i tilbagesvinget til slaget. Hvis græsset imidlertid havde ligget løst, så havde han fået to straffeslag for det. Spørg bare Brian Davies, der for et par år siden fik straf netop for at røre nogle løse strå i et tilbagesving i en hazard, under et omspil med Jim Furyk.

Nyeste blogindlæg

Nyeste blogindlæg