Loading



Skrevet af Brian Nygaard Oswald 13:55 13-08-2012

REGELPROBLEMER: PETTERSSON, MCILROY OG POULTER

Der var godt gang i regelsituationerne i US PGA Championship, og nedenfor gennemgås nogle af dem.

For det første var søndagens allerførste hul hårdt for Carl Pettersson. Bolden lå i noget sand i en vandhazard og han spurgte derfor en dommer, om han inden slaget måtte røre noget fastsiddende græs i hazarden. Dommeren svarede, at det måtte han gerne, så længe han ikke groundede (hvilket man gør, når køllen er stilt så meget ned, at græsset kan bære dens vægt). Petterson slog slaget og berørte i tilbagesvinget netop noget græs. Dette var der ikke straf for. Imidlertid berørte og flyttede han også et lille løstliggende blad i tilbagesvinget, og dette må man ikke. Så efter at have kigget situationen igennem på video, blev de faktuelle omstændigheder oplyst til ham (at bladet var flyttet) og altså at han havde pådraget sig to straffeslag for brud på Regel 13-4c. Pettersson taklede situationen fornemt, idet han til en kameramand spurgte, om kameraet fortsat var tændt (underforstået: Eller kunne slukkes) - idet han ikke havde råd til flere straffeslag...

-> Decisionsbogen på dansk udkommer i august.

Også McIlroy var ude for en regelsituation, idet hans bold i lørdagens runde endte i et træ, ca. 2-3 meter oppe. Man må naturligvis gerne spille bolden, som den ligger, og McIlroy var derfor på vej op i træet... men heldigvis overtalte hans caddie ham til ikke at gøre det. McIlroy dømte i stedet bolden uspillelig (med ét straffeslag) og droppede inden for to køllelængder af det punkt, der var direkte under det sted, hvor bolden lå i træet (se afgørelse 28/11). Derfra slog han den på green og holede puttet for en par... sådan!

-> Spiller DQ'et i US PGA: Meldte sig selv.

Slutteligt var både Poulter og Gary Woodland ude i nogle situationer, hvor det kan overvejes, om de skulle være blevet straffet. Begge spillere lå på et tidspunkt i sand, og inden slaget tog de nogle prøvesving, hvormed de berørte sandet. Dette måtte de som udgangspunkt gerne, idet sandet ikke var kategoriseret som bunkere. MEN - imidlertid har spillerne måske i deres erkendelse af, at det var ok at berøre sandet inden et slag derfra, glemt, at der også er andre forbud i reglerne. Regel 13-2 siger således, at man ikke må forbedre fx området for sin tilsigtede stance. Både Woodland og Poulter tog således deres prøvesving ca. 20-30 cm. fra bolden på den side, hvor deres fødder skulle placeres i stancen til slaget. Det afgørende er naturligvis, om der er tale om en "forbedring" og dette kan vel diskuteres. Reglerne omtaler ikke direkte denne situation, men nogle afgørelser antyder, at der ikke skal alt for meget til, før der anses at være en forbedring. Selvom der nok ikke har været tale om et regelbrud, så må det bestemt anbefales spillerne, at de ikke "leger med ilden" og foretager prøvesving der, hvor de skal indtage stancen - for hvis de anses at have forbedret området og ikke skriver de to straffeslag på scorekortet, men indleverer det uden - ja så diskvalificeres de.

---o0o---

Billedet er fra en tidligere regelsituation med Poulter.


Nyeste blogindlæg

Nyeste blogindlæg