Skrevet af Henrik Knudsen 16:24 20-06-2012
TYSK HJEMMEBANE-FORDEL
Det er ikke kun det tyske foboldlandshold, der gør det godt i disse tider. Det gør de tyske golfspillere også. Medens de fleste tyskere må nøjes med at følge deres fodboldhold på TV, får de i denne uge en mulighed for at følge deres største golfstjerner på tæt hold.
Martin Kaymer og Marcel Siem ligger p.t. nummer 20 og 21 på Race to Dubai, og begge kommer sjovt nok fra en lille by udenfor Düsseldorf, der hedder Mettmann. Efter især Kaymers store success med en majorsejr og et kort ophold på verdensranglistens førsteplads, er der forståeligt nok stor interesse i Ruhrområdet for at se ham.
Derfor har BMW besluttet, at BMW International Open, der ellers har været spillet ved München i 23 år i træk, nu hvert andet år skal spilles på Gut Lärchenhof, mindre end en halv times kørsel fra Mettmann. Og det kan blive noget af et tilløbsstykke, for arrangørerne har oven i købet besluttet at sætte Kaymer og Siem i samme bold med den forsvarende mester Pablo Larrazabal.
Gut Lärchenhof er en anerkendt Jack Nicklaus bane, der har lagt græs til German Masters hele 11 gange. Det var f.eks. her at Søren Hansen vandt Mercedes-Benz Championship i 2007. Hansen er desværre skadet, men der er hele seks spillere i feltet, der har vundet på denne bane. Colin Montgomerie, Sergio Garcia, Michael Campbell, Bernhard Langer, Retief Goosen og James Kingston.
BMW International Open er i øvrigt den eneste tyske turnering, som det endnu ikke er lykkedes for Bernhard Langer at vinde. På trods af at den dobbelte Masters-vinder har vundet hele 11 Europatourtitler i sit hjemland, har han måtte nøjes med andenpladser, som sit bedste resultat i den nu eneste turnering på tysk grund.
Fire danskere stiller til start. Se deres starttider her. Thomas Bjørn tog allerede lørdag fra US Open til Tyskland for at træne, medens Søren Kjeldsen kom hertil i flot stil med det BMW-chartrede privatfly mandag. Thomas Nørret kan forhåbentlig bygge videre på sit flotte kvalifikationsresultat i Frankrig, og Mark Haastrup vil forsøge at rette op på nedturen i Sverige.
Med mere end 53 millioner kroner i præmiepuljerne i de næste tre uger, kommer vi ind i meget vigtigt periode for de spillere, der gør sig forhåbninger om at kvalificere sig til Ryder Cup holdet. Se holdet, som det ser ud nu. Bjørn har dog en realistisk chance for at spille sig på holdet for tredje gang, hvis han kan få gang i spillet den næste måneds tid.
Viasat Golf sender direkte fra BMW International Open - torsdag og fredag fra 14:30 til 17:30, lørdag fra 14:00 til 18:00 og søndag fra 13:00 til 17:00.
