Loading

Skrevet af Michael Lermark 19:51 29-06-2012

HARRINGTON KAN VINDE IRISH OPEN

Det blev en lidt ærgerlig dag for dansk golf i Irland, hvor kun Thorbjørn Olesen kom videre til de to finalerunder. Thomas Nørret, som ellers var bedste dansker efter første runde, fik en skuffelse af de større og klarede ikke cuttet. Gregory Bourdy er alene i spidsen, men han jagtes af flere spændende navne, blandt andre den lokale helt, Padraig Harrington.

Thorbjørn Olesen gik anden runde i hæderlige 70 slag og det betød en samlet score i -2. Netop omkring -2 og -3 lå cuttet og vippede hele dagen, men første med de sidste spillere i klubhuset blev det klart, at cutte endte i -2. Dermed er Thorbjørn Olesen videre fra en delt 61. plads, 14 slag fra den førende spiller.

For Thomas Nørret blev anden runde som nævnt noget af en nedtur og især ét hul blev kostbart. Det begyndte ellers glimrende, med en birdie på 2. hul som bragte ham til -5. Men på 5. hul indtraf katastrofen i form af en triplebogey. På 6. hul blev det bogey og så var Nørret gået fra top 20 til en plads udenfor cuttet - og der blev han. Det endte med en skuffende 78'er og en friweekend.

Søren Kjelden kom aldrig rigtig i nærheden af at klare cuttet, efter 75 slag på første runde. Måske en overgang efter en birdie på 2. hul, men herefter gik det nedad bakke for nordjyden, der fik fem bogeys og først på 17. og 18. hul scorede to pæne men i sidste ende ubrugelige birdies. Kjelden endte med en samlet score i +5.

Igen på anden runde var der mødt mere end 25.000 tilskuere frem og de fulgte først og fremmest de mange irske stjerner der er til start. Alle de store navne klarede cuttet, bedst ligger Padraig Harrington, han er i -10 og kun to slag efter Bourdy. Amerikanske Keegan Bradley var blandt dem der ikke klarede cuttet.

Harrington vandt turneringen i 2007 og han ligner en mand der kan gå hele vejen en gang til. Det er tydeligt, at ireren befinder sig godt på den gamle linksbane på Royal Portrush, der er fra 1929. Det var dog ikke her, Harrington vandt i 2007.

Rory McIlroy og Graeme McDowell, samt den forsvarende mester, Simon Dyson, er alle i -5 og på 23. pladsen. Darren Clarke, den måske mest populære af alle irerne, er i -4 og på 37. pladsen.

The Irish Open, livescoring

Du kan se tredje runde af The Irish Open, direkte på Viasat Golf og Viaplay.dk, lørdag fra klokken 14:30

NYHEDER

Nyeste blogindlæg

Nyeste blogindlæg