Skrevet af Peter Damgaard 08:14 23-01-2012
FAMILIEN VIGTIGERE END GOLF
Familien har altid været meget vigtig for Phil Mickelson, og han har tidligere meldt afbud til store turneringer, for at være sammen med hustruen Amy og deres tre børn.
I 2010 meldte han afbud fra WGC - Accenture Match Play Championship, og han er heller ikke med i år, når turneringen spilles fra den 23. - 26. februar, da det falder sammen med børnenes skoleferie.
- Jeg spiller ikke Match Play i år, da vi tager på familieferie, sagde Phil Mickelson søndag efter at havde færdiggjort tredje runde af Humana Challenge.
WGC - Accenture Match Play er en hulspilsturnering for verdensranglistens 64 bedste pr. 13. februar og med Mickelsons afbud går pladsen til nr. 65 på verdensranglisten.
Phil Mickelson er pt. nr. 15 på verdensranglisten, og selvom han går glip af WGC turneringen med mange verdensranglistepoint og præmiesummen på $ 8,5 mio., så vil han forsøge at spille sig op ad ranglisten de kommende uger.
Han blev nr. 49 i Humana Challenge og planlægger at spille de kommende fire uger i træk med Farmers Insurance Open i denne uge og derefter Waste Management Phoenix Open, AT&T Pebble Beach National Pro-Am og Northern Trust Open.
Mens Mickelson kun én gang tidligere har nået kvartfinalen i hulspilsturneringen, så har han generelt haft stor succes i forårets turneringer, der spilles på vestkysten, inden PGA Touren rykker til Florida i marts. Hele 17 af hans 39 sejre på PGA Tour har han vundet i vundet i januar og februar måned.
WGC - Accenture Match Play blev sidste år vundet af Luke Donald foran Martin Kaymer. Med andenpladsen overtog Kaymer førstepladsen på verdensranglisten fra Lee Westwood, og derefter blev Luke Donald nr. 1 efter sejren i BMW PGA Championship den 29. maj sidste år.
Anders Hansen og Thomas Bjørn er begge sikre på at kvalificere sig til WGC - Accenture Match Play i år, og de var også med sidste år, hvor Anders Hansen tabte i første runde til Matt Kuchar på 22. hul. Thomas Bjørn vandt på 19. hul over Tiger Woods i første runde, og tabte 1 op til Geoff Ogilvy i anden runde.
