Skrevet af Peter Damgaard 23:04 12-06-2012
TIGER: - EN VIDUNDERLIG TEST
Tiger Woods er optimistisk forud for US Open, som traditionen tro bliver en svær test, og vi skal nok ikke forvente en vinderscore på -16 som sidste år, hvor Rory McIlroy vandt med otte slag.
Tiger er med i US Open for 17. gang, og deltog ikke sidste år pga. en skade. Før det blev han nr. 4 i 2010, nr. 6 i 2009, vandt i 2008, blev nr. 2 i 2007, missede cuttet i 2006 og blev nr. 2 i 2005. Han har vundet tre gange, og i alt er det blevet til otte top-6 placeringer.
Han er blandt favoritterne i alle majors (og turneringer) han deltager i, og forventningerne til ham er blevet større, efter han for to uger siden vandt The Memorial, og i marts vandt han Arnold Palmer Invitational.
- Det føles godt, og jeg ser frem til det. Jeg har spillet banen et par gange nu, og den er hurtig. Banen er ved at være der, og jeg er sikker på, at den bliver hårdere og hurtigere senere på ugen. Det bliver en vidunderlig test, sagde Tiger på et pressemøde tirsdag, inden han spillede en træningsrunde med holdkammeraten fra Stanford, Casey Martin, der kører i buggy under US Open.
- Gennem årene har jeg altid foretrukket, at det er svært. Jeg foretrækker en hurtig bane, for så skal man forme slagene og tænke sig om. Bolden ruller, og det er også årsagen til, at jeg elsker links golf, for bolden bevæger sig efter den er landet også når man slår ind til greens.
--> Læs også: 616 meter ren ondskab
Det diskuteres om Tiger er tilbage, på vej tilbage eller om han nogensinde kommer tilbage til tidligere tiders niveau. Udadtil tager han det ret afslappet:
- Selv hvis jeg vinder en major, vil man sige, at jeg ikke har vundet 18 endnu, eller hvornår jeg vinder 19. Det har jeg skulle håndtere hele min karriere, og det har ikke ændret sig.
Tiger har vundet 14 majors, og det store mål er, at indhente rekorden med 18 major sejre som indehaves af Jack Nicklaus.
- Jack vandt sin sidste major som 46-årig. Så jeg har 10 år endnu, og Tom Watson var tæt på at vinde, da han var 59. Det kan gøres, og vi kan spille i mange år. Fitness har forlænget karrieren, og se blot hvor mange der stadig spiller efter de er fyldt 50 år.
Rory McIlroy er forsvarende mester, men siden Ben Hogan vandt i 1950 og 51 er det kun Curtis Strange, der har vundet to år i træk:
- Det der gør det svært er, at vi spiller på en ny bane hvert år. Det er ikke som på Augusta National, og vi skal lære en ny bane. At Curtis vandt i 1988 og 89, mens han var med fremme i 1990, var utroligt imponerende. Det er så svært at gøre, og det er en stor udfordring. Vi skal lære en ny bane, og nogle baner passer til ens spil, mens andre ikke gør. At vinde to år i træk er en imponerende bedrift.
--> Læs også: US Open starttider
Den blot 14-årige Andy Zhang er med i US Open, og Tiger blev spurgt, om det er for ung en alder:
- Han kvalificerede sig, og har fortjent en plads i feltet. Jeg forsøgte da jeg var 15 år. Han spillede to kvalifikations turneringer og gjorde det. Man er ikke for ung, hvis man kan gøre det, og tænk på den erfaring det giver ham i junior turneringer og på college.
US Open sendes direkte på Viasat Golf og Viaplay.dk hver aften og nat første gang torsdag fra kl. 22 - 04.
