Loading

Skrevet af Peter Damgaard 21:26 5-06-2012

MARTIN TILBAGE I BUGGY TIL US OPEN

Casey Martin kører i buggy under US Open, da han mandag kvalificerede sig fra Sectional Qualifying. Ryder Cup kaptajnen Davis Love III er også blandt de kvalificerede til årets anden major i næste uge.

For 14 år siden vandt nu 40-årige Martin en retsag over PGA Tour om lov til at køre i buggy under turneringer. Han lider af det sjældne Klippel-Trenaunay-Weber syndrom, der giver ham svære smerter i højre ben, og han kan ikke gå 18 huller. 

I en periode var han holdkammerat med Tiger Woods på Stanford, og i 1998 kvalificerede han sig til US Open, hvor han opnåede karrierens højdepunkt som nr. 23, og det på Olympic Club, der også er vært i år. Det er hans hidtil eneste major, og han spillede primært på Nike Tour, der senere blev til Buy.com Tour og nu Nationwide Tour. I år 2000 var han på PGA Tour, og har siden fået enkelte invitationer. Han indstillede karrieren i 2006 og har siden været træner på University of Oregon. 

Der blev spillet kvalifikation over 36 huller på 11 forskellige baner, og deltagerne var en blanding af PGA Tour og Nationwide Tour spillere samt kvalificerede fra en lang række Local Qualifying turneringer. Danske Henrik Simonsen var tæt på at komme med i Sectional Qualifying, da han i maj var ét slag fra et omspil om en plads.

Mest opmærksomhed var der om kvalifikationen på Scioto GC i Columbus, Ohio. Her deltog det stærkeste felt med en del af deltagerne fra The Memorial i sidste uge.

Der deltog 132 spillere om 16 pladser i US Open, og kvalifikationen blev vundet i -9 af Charlie Wi. Blandt de kvalificerede er også D.A. Points, Steve Marino og den 48-årige Ryder Cup kaptajn Davis Love III, der deltager i US Open for 23. gang. Derimod lykkedes det ikke for spillere som Colt Knost, Jhonattan Vegas, Ben Curtis, J.B. Holmes, Jeff Overton Nick O’Hern, Johnson Wagner, Spencer Levin, Rory Sabbatini, Bud Cauley og Harris English, der vandt den amerikanske kvalifikation til The Open.

--> Læs også: Fra 'The Boss' til US Open

Der blev også spillet i nærheden af sidste uges Nationwide Tour turnering, Rex Hospital Open, og her gik 8 ud af 130 spillere videre til US Open. James Hahn, der vandt Rex Hospital Open, vandt kvalifikationen og blandt de kvalificerede er også den tjekkiskfødte tysker Alex Cejka.

Blandt de øvrige kvalificerede fra de andre steder kan nævnes Stephen Ames, Hunter Haas, Bob Estes, Tim Herron, Casey Wittenberg og Nicholas Thomson, der nok mest er kendt for at være storebror til Alexis. Det var meget tæt på, at den blot 14-årige Andy Zhang fra Kina kvalificerede sig, men han tabte omspil til Brooks Koepka. 

På US Opens hjemmeside kan man se alle resultater ved at trykke her.

Tre danskere deltager i US Open, der kan ses på Viasat Golf og Viaplay.dk. Thomas Bjørn og Anders Hansen er kvalificeret via deres placering på verdensranglisten, mens Søren Kjeldsen er med via en tredjeplads i kvalifikationsturneringen i England.

NYHEDER

Nyeste blogindlæg

Nyeste blogindlæg