Skrevet af Mogens Nielsen 15:48 23-01-2012
ÅRETS STÆRKESTE FELT
Den første af de tre store turneringer i Mellemøsten starter torsdag. Det er Abu Dhabi HSBC Golf Championship med en samlet præmiesum på 2,7 millioner dollars eller lige omkring to millioner euro med de godt 347.000 heraf til vinderen.
Turneringen bliver målt i verdensranglistepoint den stærkeste nogensinde i Ørkensvinget. Målt på den øjeblikkelige entryliste har feltet en rating på 383 point plus 70 af 75 mulige som tillægspoint for deltagere, der sluttede sidste sæsons top 30 på Race to Dubai. Fra denne top 30 mangler nemlig kun Louis Oosthuizen med tre point og Paul Casey (Skadet) samt Ian Poulter, der hver tæller med et point.
Sidste år var der 56 point til vinderen i Abu Dhabi og 50 point i hver af de to følgende turneringer, hvoraf Thomas Børn jo løb med de 50, der var i Qatar.
Den samlede rating på 453 point udløser hele 58 point til vinderen denne gang og point til og med top 54 i slutstillingen. 58 point fås i rating intervallet 436 til 465, så der er endda plads til et par afbud, hvis ikke det er fra nogle af de højest rankede spillere.
Når turneringen er endnu stærkere end før set i ørkenen, er det egentlig ikke tilmeldingerne der alene gør det. Det er mere et udtryk for, at europæerne dominerer verdensranglisten og dermed har højere ratingværdi end nogensinde før. Således er de fire topeuroæere og verdens fire førende, Donald, Westwood, McIlroy og Kaymer alle til start.
I alt seks spillere fra top 10 - de fire nævnte samt Schwartzel og Jason Day, 19 fra top 50, 36 fra top 100 og 67 spillere fra den rating tællende top 200 i verden har meldt deres ankomst til Abu Dhabi.
Som nævnt tidligere er der så mange point på spil, at de tre turneringer, der udgør The Desert Swing kan give en ny verdensetter.
Turneringens mange point kan også bruges til at illustrere forskellen i betydning af en sejr, når man tager spillernes turneringstal med i beregningen. Eksempelvis er den førende Luke Donald noteret for de maksimale 52 turneringer, der indgår i beregningen. En sejr vil altså isoleret set forøge hans gennemsnit med (58,00/52)=1,11. I den anden ende har vi Tiger Woods, der kun noteres for de 40 turneringer som minimumsreglen foreskriver. Her har en sejr altså (På kort sigt) en noget højere værdi, nemlig (58/40)=1,45.
En sejr til Tiger Woods ville rykke ham fra nummer 25 til lige udenfor top 10! Tigers lave antal faktisk spillede turneringer vil holde ham nede på 40 i beregningen de næste mange måneder, så er han i form, vil han rimeligt hurtigt igen kunne spille sig frem i top fem.
Netop Tiger Woods er et af turneringens store spørgsmålstegn. Godt nok vandt han den mindre Chevron World Challenge. Men der et par måneder siden nu og hvor Tiger står, er lidt uvist. Men næppe tvivl om, han er velforberedt al den stund, at han stiller op.
I feltet er der i øvrigt mindst ti spillere, der med en sejr vil spille sig ind i verdens top 64 og dermed komme med i WGC Accenture Matchplay, der løber af stabelen to uger efter Dubai. Det vil sige, at top 64 allerede er ændret til top 65 med Phil Mickelsons afbud. Det ender nok med at både nummer 66, 67 og 68 kommer med til den tid.
Nu venter vi spændt på tider og boldsammensætninger til de to indledende runder. Mon ikke man sætter Thomas Bjørn i bold med enten Tiger Woods eller Jason Day og eller en af de fire fra verdensranglistens top?
---> LÆS OGSÅ: Ugens pengeliste
Vi skal heller ikke glemme, at udover Thomas Bjørn er både Anders Hansen, Søren Kjeldsen, Thorbjørn Olesen og Søren Hansen til start også, mens Thomas Nørret er blandt reserverne.
