Skrevet af Henrik Knudsen 09:31 20-06-2012
HARTØ TÆT PÅ ET-KORT
European Challenge Tour når nye højder i denne uge. De skal nemlig spille Scottish Hydro Challenge i det skotske skisportsresort Aviemore.
Andreas Hartø, der indtager en 3. plads på Challenge Tour Rankings, er med i feltet efter en 23. plads i St. Omer i sidste uge.
- Ikke noget fantastisk resultat (skriver Andres Hartø på sin blog), men der er mange positive ting at tage med fra turneringen. Jeg følte, at jeg “efterlod” rigtig mange slag ude på banen på grund af dumme fejl, der ikke kræver voldsomt meget at få ryddet op i. Spillet er ikke langt fra at være rigtig godt, så jeg er generelt ret positiv inden denne uges turnering.
- I dag (tirsdag - red.) spillede jeg prøverunde på banen, vi skal spille på her i Skotland. Det er en ganske udmærket bane. Spiller man smart og slår gode drives, er der nogle ganske gode chancer for birdies, men meget kommer an på vejrgudernes valg af vejr for os. Lige pt ser det ikke ud til at blive rigtig godt til turneringsdagene, men lad os nu se om de ikke ændrer det en lille smule inden torsdag :)
- I morgen skal jeg på rangen med en ny driver, da slagfladen på min foretrukne flækkede i dag. Ikke den bedste optakt til turneringen, men det skal nok gå altsammen. Heldigvis opdagede jeg flængen i dag og ikke på torsdag :)
Andreas Hartø er faktisk nok kun et enkelt godt resultat fra at sikre sig et Europatourkort til næste sæson. Han har per dags dato indspillet 57.417 Euro, og det er kun ca. 5000 fra den total, som der sidste år skulle til for at komme i top-20.
Og han er ikke alene om at kunne spille sig til ét af disse attraktive kort. Morten Ørum Madsen, der p.t. ligger på en 16. plads, og Lasse Jensen, som indtager en 17. plads er med. Lasse husker husker turneringen med blandede følelser.
- Jeg håber vejret er ok i næste uge. Sidste år havde jeg hue og vanter på i juni måned! Jeg spillede turneringen sidste (år), og det er en god bane. Der er massere af lyng så den skal spilles fra fairway, skriver Lasse Jensen på sin blog.
Jeppe Huldahl (nr. 23), Joakim B. Hansen (nr. 56) og Anders Schmidt (nr. 247) er til start, når det torsdag til søndag går løs i det skotske højland.
Læs mere om Scottish Hydro Challenge
