Loading

Skrevet af Martin Verwohlt 10:34 15-05-2012

SØNDERJYSK SUPERBANE

Aabenraa Golfklub er en særdeles smukt beliggende bane, hvor man på specielt de bagerste ni huller har en unik udsigt over Genner Bugt med kig til både Barsø og Fyn. Heldigvis for sønderjyderne og de tilrejsende gæster, så er det dog ikke kun udsigten der gør det værd at tage en runde i Aabenraa Golfklub. Banen lever til fulde op til omgivelserne, og på denne tidlige forårsdag i starten af april, var banen i en fremragende stand.

Banen er bygget op omkring den store sø der ligger midt i anlægget, og som derfor er i spil på flere huller. Ikke mindst på signaturhullet 10., som er et af de bedste par 3 huller, som undertegnede skribent har haft fornøjelsen af at spille. Mere om det senere.

Et andet spændende karakteristika ved Aabenraa Golfklub er de store og ikke mindst kuperede greens. Det stiller store krav til spillerne, at man skal sørge for at ramme det rigtige plateau, hvis man for alvor vil true hullet med sit første put.

Aabenraa Golfklubs hjemmeside indeholder alt hvad man kan ønske sig af informationer inden sin runde. Der er en detaljeret baneguide, meddelelser fra greenkeeperne om banens stand samt link direkte til golfbox.

Træningsfaciliteterne i klubben kan der heller ikke sættes en finger på. På drivingrangen har man fået installeret udslagsmåtter af Hucksley kunstgræs, hvilket skulle være det nærmeste man kommer på rigtigt græs. Desuden kan man træne udslag fra skæve lejer, da man har lavet en speciel udslagsmåtte udelukkende til dette formål.

Banen har gule og røde teesteder, og der er gode afstandsmarkeringer undervejs. Derudover er der ved hvert teested en detaljeret oversigt over hullet. Eneste tilføjelse er, at man med fordel kunne tilføje et par enkelte afstandsmarkeringer på skiltene, for folk der ikke har en baneguide.

Højdeforskellene på banen, der er med til at give fremragende huller og lige så god udsigt, kan ikke undgå også at give nogle blinde slag. Så er det første gang du besøger klubben, kan det varmt anbefales, at investere i en baneguide.

Man starter ud med et flot, og ikke ret langt par 5 hul. Den langtslående kan slå forbi læbæltet, hvor man får et godt rul ned ad bakken. Dermed står man blot med et mellem-langt jern ind til green, og der er således fine muligheder for at få en rigtig god start på runden.

Lykkes det at få en god start, så kan det straks vende allerede på 2. hul, et 387 meter langt par 4 hul, som spiller op ad bakke. En mindre sø i højre side, samt et enkelt træ midt i fairway lyder ikke som de store forhindringer, men deres strategiske placering, gør at begge dele hurtigt kommer i spil.

På 3. hul får man igen fornøjelsen af et ikke alt for langt par 5 hul, og kan man holde sig i banen er der igen gode muligheder for en god score. Det kræver dog at man undgår problemerne både i højre og venstre.

Et par huller senere står man på 6. tee med store udfordringer foran sig. Et rigtigt godt tænkt hul, som kræver at man flyver bolden mindst 190 meter fra gul tee, hvis man vil over på den 'rigtige' side af fairway. Alternativet er at lægge op kort ad de tværgående forhindringer, og med al sandsynlighed spillet hullet som et par 5. Problemerne er langt fra ovre på greenen, der består af flere niveauer. Ligger man på det forkerte, så skal man være meget dygtig til at bedømme hastigheden.

Forni afsluttes med hvad der roligt ville kunne betegnes som et spektakulært afslutningshul på enhver respektabel golfbane. Heldigvis er det i Aabenraa kun forni man afslutter, men det gør ikke hullet mindre godt. Fra tee skal man sørge for at ramme fairway, hvis man vil have en god chance for at gå efter den hævede green, som er beskyttet af vand foran og sand bagved.

Om banearkitekten har noget i mod folk der kun går 9 huller, skal jeg lade være usagt, men fakta er at man har valgt at lægge banens to bedste huller på hhv. 9. og 10. hul. Så har man spillet de første 9 huller, så kan jeg næsten ikke tro at man kan gå forbi 10. uden også at måtte spille det.

Aabenraa Golfklub karakteriserer da også hullet som signaturhul, og selvom det er sjældent man vælger et par 3 hul til denne titel, så er det her mere end velfortjent. På papiret er der 'blot' tale om et 131 meter langt hul med en forholdsvis stor green, og selvom det kan være svært at forklare med ord hvad det præcis er der gør hullet så godt, skal det ikke gå uforsøgt hen. Man slår sit teeslag fra toppen af en bakke ned mod en halvø-green, der udover at være beskyttet af vand også har bunkers til at straffe det sikre valg langt af green.

Højdeforskellen, samt den drilske vind der ofte vil stå ind i hovedet på spilleren, gør beslutningen fra tee utroligt udfordrende, og jeg tror sagtens at en årlig dykkertur i søen ved 10. kan finansiere en mindre søbold-forretning. Green hælder kraftigt ned mod vandet, og problemerne er derfor langt fra ovre når (hvis) man kommer på green.

Efter at have brugt et par huller på at få vejret, så kommer man til par 4 hullet 14., der - udover en fremragende udsigt - kan byde på intet mindre end 402 meters udfordringer, igen afsluttende med en stor, kuperet green. Greenkeeperens placering af flagene, kan i Aabenraa virkeligt gøre en forskel. Der er i den grad mulighed for at sætte nogle svære 'søndagspinde'.

15. hul er et kort (298 m.) par 4 hul, som går kraftigt ned ad bakke. Derfor vil de langtslående med fordel kunne gå efter green i første slag. Holder man sig i venstre, så kan man godt undgå de største forhindringer. Greenen er dog godt beskyttet, så det kræver enten præcision eller held - og optimalt begge dele.

Afslutningshullet er et langt og lige par 5 hul hvor der, hvis man lige står og mangler det, er gode muligheder for at hente et par afgørende point til regnskabet.

Det er en rigtig god golfbane de har fået skruet sammen i Aabenraa. Der er udfordringer for spillere på alle niveauer, og selvom det som udgangspunkt ser ud som om at der er god plads fra tee på de fleste huller, så skal man ikke lade sig snyde. Præcision er, finder man hurtigt ud af, en stor hjælp.

Man er ved at lægge sidste hånd på et helt nyt klubhus, så det fremover vil være muligt at sidde på toppen af bakken og nyde en velfortjent forfriskning efter en oplevelsesrig runde i det sønderjyske. Noget der kun vil gøre klubben endnu mere attraktiv, samt give den i øjeblikket interimistiske proshop mulighed for at udvide betydeligt.

Det er ikke uden grund at Aabenraa Golfklub blev kåret som landsdelens bedste i en undersøgelse for et års tid siden. Uden selv at have spillet mange andre baner i området, så er det nemt at forestille sig at Aabenraa hører til blandt de allerbedste. Så skal du alligvel en tur til Sønderjylland, så må du ikke snyde dig selv for en runde i Aabenraa. 

NYHEDER

Nyeste blogindlæg

Nyeste blogindlæg