FORE!
Af Henrik KnudsenEn kæmpe oplevelse
Valhalla d. 17. september 2008
Jeg har lige haft én af de skønneste golfoplevelser i de 18 år, som jeg har dækket spillet. Som beskrevet andetsteds her på teetime.dk, så kom både Daisy og Daniel Nielsen (på bare 12 år) med i The Friendship Match her på Valhalla.
Under opvarmningen kom Søren Hansen hen og blev fotograferet sammen med juniorerne og han sørgede for, at Daisy og Daniel fik hilst på både Jiménez og Garcia. Søren tilbød desuden at kigge på deres puttesving, men kunne hurtigt konstatere, at der var vist ikke noget, der skulle pilles ved.
Da de to søskende kom på rangen, stod de lidt usikkert og spurgte hvor de kunne få bolde fra. Jeg henvendte mig så til en official og spurgte på deres vegne. Den amerikanske official var straks på stikkerne.
- Hvilken slags vil de have? spurgte han.
Jeg glemmer aldrig udtrykket i deres øjne. Det var en blanding af "det-er-da-løgn-det-her" og "tager-han-gas-på-os?". De mente jo bare sådan nogle små runde nogle til at varme op med.
- Hvad kan man få? Spurgte Daisy forsigtigt.
- Callaway, Titleist, Srixon, Nike, Taylor Made . . .
- Vi tager nogle Nike, kom de fra storesøster, som stadig ikke var helt sikker på, at det ikke var en joke.
Men den var god nok. Og på 1. tee - som i øvrigt var Valhallas 10. - kom selveste Nick Faldo og ønskede dem held og lykke, og der var naturligvis autografer til dem begge.
Så bliver det da ikke meget større. Jeg kan godt forstå, at forældrene så stolte ud. Daniel kunne have været i lommen på én af de store amerikanske drenge, men han gik uimponeret til sagen og lavede endda en birdie på det andet hul, hvilket bragte Europa 2 up i den match.
Sikke en oplevelse! Ikke kun for Daisy og Daniel, men også for alle os, der så på.
FORE!
Henrik