Loading

Skrevet af Bogeyman 08:51 11-04-2012

STAKKELS OS!

Alle vi, der læser om golf på en kanal som Teetime.dk, må vist finde os i at blive betragtet som nørder. For uanset, hvordan man vender og drejer det, så kræver det en helt særlig interesse at sætte sig til rette foran en computer frem for at kaste sig på sofaen med et magasin.

Til gengæld kan man vel så tillade sig at gå ud fra, at vi har en vis indsigt i emnet og formentlig også holdninger til de meget forskellige spørgsmål, som med mellemrum diskuteres i golfkredse. For tiden tager vi eksempelvis tilløb til endnu et vred ændringer i det velsignede handicapsystem. Ændringerne er varslet il 1. juli 2012.

Hvad formålet denne gang er, synes ikke at stå klart for nogen.  Men det skulle være ganske vist, at man ikke længere skal kunne reguleres ned, hvis man i en privat runde pludselig skulle gå væsentligt under sit handicap. Det forekommer absurd – hvis det overordnede formål med handicapsætningen vel at mærke stadig skal være, at enhver spiller skal have et handicap, som ligger så tæt som muligt på hans øjeblikkelige reelle spillestyrke.

Konsekvensen af bare denne lille ”detalje” kan ikke undgå at blive, at vi i danske golfklubber vil få endnu flere spillere med for høje handicaps i forhold til deres reelle spillestyrke. Og dermed endnu bedre grobund for fifleri, hvor klubturneringer med (alt for!) store præmier kommer til at stå med forkerte vindere.

Forhåbentlig får vi på et tidspunkt en logisk, fornuftig og forståelig forklaring på de bebudede ændringer. For er forklaringen ikke logisk, fornuftig og – frem for alt – forståelig, vil forvirringen blive total. Og forhåbentlig indser de mange danske og europæiske tal-magikere snart, at det enkleste og mest retvisende handicapsystem er det gode, gammeldags, jordnære amerikanske: Gennemsnittet af de ti bedste ud af de senest spillede tyve runder – private eller ”officielle”. Og der medregnes ikke noget ”værre” end en dobbelt-bogey (alt højere betragtes som ”uheld”, der ikke har noget direkte med spilleniveau at gøre).

Men der er nok ikke meget håb. For nu skal vi åbenbart også til at inddeles i to handicap-grupper: Én for spillere med officielt EGA-handicap og en anden for spillere, der ikke deltager i turneringer. De får bare et ”handicap” – og hele manøvren har det slet skjulte formål at kunne hindre klubmedlemmer – gentager: klubmedlemmer! – i at deltage i deres egen klubs turneringer. Og det på et tidspunkt, da næsten hvert eneste turneringsudvalg i kongeriget piver, fordi for få medlemmer melder sig til klubbernes turneringer?

Logik?

For viderekomne!
   
De bebudede ændringer er blot et yderligere skridt i retning af at få gjort golfspillets afvikling helt uoverskuelig bureaukratisk. Med Royal and Ancient i spidsen sørger de nationale og internationale bureaukrater med flid for, at vi ikke skal komme til at mangle noget.

Stakkels os!  

 


(Bogeyman er golfspiller med et handicap som kun hans kone kender og han sidder som oftest i klubhusets bar over en stille fadøl og forfatter sine skriverier og han vil fra tid til anden kloge sig på alt og intet i både den danske og internationale golfverden. Bogeyman har redaktionel frihed og hans holdninger og meninger er ikke nødvendigvis i overenstemmelse med Teetimes. Ingen ved hvor ofte Bogeyman vil kaste sig over sin klumme, så hold godt øje med den i løbet af sæsonen. )  

Nyeste blog indlæg

Nyeste blog indlæg

Nyeste blog indlæg

Nyeste blog indlæg

Nyeste blogindlæg

Nyeste blogindlæg